
Autoværksted, Farsø
Dette projekt blev tegnet til praktisk undervisningsbrug og er tiltænkt uddannelsesinstitutionens arbejde med unge.
Bygningen fremstår som en skarp, veldefineret struktur beklædt med profilerede stålplader, hvor sydfacade og tag danner ét sammenhængende forløb.
Indvendigt består værkstedet af ét primært arbejdsområde samt et mindre, afgrænset værksted. I bygningens østlige ende findes kontor og velfærdsfunktioner - hvor også lagerrum er indeholdt.
Tagets hælding danner størst højde ved netop arbejdsområdet, for herved at tilgodese kravene i forbindelse med arbejdet ved autolifte. De store, nordvendte vinduespartier giver her fordelagtige lysforhold uden de irritationsmomenter, der vil opstå med eksempelvis sydvendte vinduer.
Autoværkstedet udtrykker sin tilknytning til industrien, dog med et anstrøg af elegance i snit og karakter.
Værkstedet stod færdigt i efteråret 2007



